Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

De hurtige it-notifikationer

Danske Bank tester AI til kreditvurdering. Her er de mest eftertragtede it-job i USA lige nu. GDPR spænder ben for regeringens AI-planer. AI-assistenter skaber fart i udvikling – og flere sikkerhedsproblemer. AI-model forstår sønderjysk, vestjysk og andre danske dialekter.

10. sep. 2025
5 min

Danske Bank tester AI til kreditvurdering

Danske Bank er i gang med at udvikle en AI-model, der automatisk skal vurdere kunders kreditværdighed – og på sigt levere svar på låneansøgninger i løbet af få sekunder.

Det skriver Børsen

Modellen er en del af bankens strategiske AI-satsning, hvor 12 løsninger allerede er i drift, og målet er over 20 ved årets udgang.

Ifølge Kasper Tjørntved Davidsen, chef for AI i Danske Bank, skal teknologien styrke effektiviteten og kundernes digitale oplevelse – men han understreger samtidig, at der er faldgruber.

"Vi ønsker at bevæge os mod en så fuldautomatisk proces, som det kan lade sig gøre, for at give kunderne den bedst mulige og hurtigste digitale oplevelse," siger han.

Danske Bank har i dag over 100 medarbejdere, der arbejder med udvikling af generative AI-løsninger på tværs af banken

Banken investerer årligt tre mia. kr. i AI og forventer at øge det til fire mia. kr. frem mod 2028.

Men med automatisering følger også risikoen for bias, især når AI-modeller trænes på historiske data. Derfor arbejder Danske Bank med flere parallelle modeller, feedbackmekanismer og instruktioner for at reducere skævheder.

Ifølge Kasper Tjørntved Davidsen vil AI spille en stadig større rolle i bankens kerneforretning – men han erkender, at ikke alle projekter vil lykkes. Alligevel ser han teknologien som et afgørende konkurrenceparameter.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Her er de mest eftertragtede it-job i USA lige nu

Der er stadig gang i rekrutteringen af it-specialister i USA, men det sker med langt større præcision end tidligere. Særligt roller inden for AI, data og cybersikkerhed vokser hurtigt – mens traditionelle it-stillinger mister momentum.

Det skriver Computerworld.com

Nye it-jobopslag i USA faldt med 19 procent og åbne stillinger med 7 procent fra juli til august. 

Men ifølge analysefirmaet CompTIA er jobopslag med AI-kompetencer samtidig steget 94 procent siden sidste år, og efterspørgslen på dataarkitekter og data scientists er eksploderet med henholdsvis 792 og 296 procent. 

"Udviklingen peger på en dybere transformation i måden, virksomheder bygger og sikrer den digitale rygrad i deres organisationer,” siger Kye Mitchell, chef for it-rekrutteringsvirksomheden Experis North America.

”De med avancerede AI- og datakompetencer er ikke bare bedre rustet til forandringer – de bliver i stigende grad uundværlige.” 

McKinsey vurderer, at behovet for AI-kyndige medarbejdere vil overstige udbuddet med op til fire gange frem mod 2027.

Det samlede amerikanske it-arbejdsmarked er kølet lidt af med en it-arbejdsløshed på omkring 4,5 procent og over 200.000 åbne it-stillinger.

Ifølge flere konsulentvirksomheder skyldes det, at virksomhederne er begyndt at prioritere strategisk: investér i nøglekompetencer – og vent med resten.

"Databeskyttelseslovgivningen har gang på gang vist sig som en udfordring – også i Danmark."
- Digitaliseringsminister Caroline Stage (M)

GDPR spænder ben for regeringens AI-planer

Regeringens ambition om at spare 30.000 årsværk i det offentlige ved hjælp af AI møder modstand fra en velkendt kant: GDPR og anden regulering, der skal være om persondata.

Ifølge digitaliseringsminister Caroline Stage er det “indiskutabelt”, at lovgivningen udgør en barriere for skalering og udvikling af AI. 

"Databeskyttelseslovgivningen har gang på gang vist sig som en udfordring – også i Danmark," udtaler hun.

Det skriver ComplianceTech.

Men Allan Frank, jurist og it-sikkerhedsspecialist i Datatilsynet, afviser, at Danmark fortolker reglerne strengere end andre EU-lande.

Han fremhæver, at Datatilsynet har udarbejdet omfattende vejledninger – især på AI-området – og at reglerne er ens i hele EU.

Også GDPR-advokaterne Sanne Bech og Susanne Stougaard peger på, at det ofte er offentlige myndigheder, der udviser overforsigtighed – ikke nødvendigvis lovgivningen i sig selv, der spænder ben.

Alligevel erkender de, at visse sektorer kan være ramt af særlovgivning, som kræver politiske ændringer, hvis AI skal implementeres bredt.

AI-assistenter skaber fart i udvikling – og flere sikkerhedsproblemer

Udviklere med AI-assistenter som GPT-5 og Gemini 2.5 Pro skriver op til fire gange mere kode end deres kolleger – men introducerer samtidig ti gange flere sikkerhedsproblemer.

Det viser en ny analyse fra sikkerhedsfirmaet Apiiro, som har gennemgået kode fra tusindvis af udviklere tilknyttet Fortune 50-virksomheder.

Det skriver The Register

Problemerne dækker over alt fra usikre kode-mønstre og cloud-konfigurationer til eksponering af adgangsnøgler og afhængigheder fra open source.

Ifølge Apiiro opstår der over 10.000 nye sikkerhedsrelaterede fund hver måned i AI-genereret kode – en tidobling siden december 2024.

Samtidig bliver kodeændringerne sværere at gennemskue, fordi AI-assistenter samler store mængder kode i få pull requests, som rører ved mange dele af systemet.

Det kan føre til tavse fejl, fx når en ændring i en autorisationsheader ikke følges op i downstream-tjenester.

Ifølge produktchef Itay Nussbaum er budskabet til ledelsen klart:

"Hvis man kræver AI-kodning, må man også kræve AI-sikkerhed. Ellers skalerer man risiko i samme tempo som produktivitet."

AI-model forstår sønderjysk, vestjysk og andre danske dialekter 

En ny dansk sprogmodel kan forstå både sønderjysk, vestjysk og andre dialekter – og skal nu bruges til at forbedre AI-løsninger i både det offentlige og private.

Det skriver Computerworld.dk.

Bag modellen står Jens Kaas Benner og hans team hos den forskningsbaserede danske non-profit-virksomhed Alexandra Instituttet, som har rejst landet rundt for at indsamle stemmer og sproglige variationer.

Resultatet er Coral – et open source-datasæt, der allerede anvendes af danske AI-virksomheder som Alvin og Corti til fx transkribering af dansk tale.

"Nu kan I fandme godt bruge vores data, så jeres assistenter kan blive bedre til dansk," lyder opfordringen fra Jens Kaas Benner til Apple, Google og Meta.

Coral er et eksempel på mindre specialiserede sprogmodeller, der er billigere at køre og nemme at afvikle lokalt – og typisk også uden at sende følsomme data til udlandet.

It i den finansielle sektor

Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.

Tjek vores tilbud til dig som it-medlem

Seneste nyt