Dorrit Brandt bliver viceforperson i AI-kompetencerådet
Finansforbundets formand Dorrit Brandt er ny viceforperson i AI-kompetencerådet, der skal løfte 1 million danskeres digitale kompetencer.
AI-kompetencepagten er et offentligt-privat samarbejde, der er lanceret for at løfte 1 million danskeres digitale kompetencer i alle dele af arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Bag initiativet står Digital Dogme og en partnerkreds bestående af bl.a. Finansforbundet, DI Digital, Netcompany, Microsoft, Visma Enterprise og CBS.
I spidsen for det arbejde er Lillian Mogensen, der bl.a. er tidligere koncerndirektør i ATP, udpeget som forperson for AI-kompetencerådet, der er øverste organ i AI-Kompetencepagten. Dorrit Brandt er udnævnt som ny viceforperson sammen med Anders René Andersen, adm. direktør i Visma Enterprise.

”AI kommer til at forandre vores liv og den måde, vi arbejder på. Det gælder for stort set alle dele af vores samfund, og det bliver det helt afgørende at vi går konstruktivt ind i forandringerne og får skabt de rigtige kompetenceudviklingsmuligheder for så mange som overhovedet muligt. Derfor skal vi samle kræfterne på tværs af virksomheder, organisationer, myndigheder og uddannelsesinstitutioner for at skabe et bredt og markant løft. Det glæder jeg mig meget til at være en del af”, siger Dorrit Brandt
AI-kompetencerådet består af ledende repræsentanter fra erhvervslivet, offentlige myndigheder, uddannelsessektoren og civilsamfundet. Det skal fungere som en platform for vidensdeling, udvikling af policy-anbefalinger og flagskibsprojekter, der skal fremme AI-kompetencer på tværs af arbejdspladser og sektorer.
”Vi har sat et meget ambitiøst, men også helt nødvendigt mål for at styrke mulighederne for at bruge AI til at gøre vores liv og vores arbejdsliv bedre.”, siger Dorrit Brandt.

Dorrit Brandt
Formand for Finansforbundet. Bestyrelsesmedlem i Finanssektorens Uddannelsescenter og medlem af forretningsudvalget i FH.
Tidligere formand for Finansforbundet i Nordea og medarbejderrepræsentant for Danmark i Nordea Banks bestyrelse. Tillidsvalgt siden 2007, medlem af bestyrelsen i Finansforbundet i Nordea siden 2011. Tidligere bankrådgiver, bolig-, bygge- og realkreditrådgiver og ejendomsmægler.