Fusioner: Få svar på de oftest stillede spørgsmål
Der kan være mange spørgsmål, der melder sig blandt medarbejderne, når en fusion bliver meldt ud. Finansforbundets chefjurist svarer her på de hyppigste.
1. Hvad sker der med mine vilkår?
”Det spørgsmål får vi rigtig tit. Og som udgangspunkt kan man sige, at der ikke sker noget. Når du er ansat på en overenskomst, hvor dine vilkår kommer fra, så kan de tidligst ændres fra det tidspunkt, hvor overenskomsten udløber,” forklarer Mette Hjøllund Schousboe. Hun eksemplificerer med den nuværende overenskomst, som udløber i 2028.
2. Bliver jeg fyret?
”Vi kan jo desværre ikke svare på, hvem der bliver afskediget. Men det er ofte sådan, at der finder afskedigelser sted ved fusioner, for der vil ofte være dobbeltfunktioner, når man lægger virksomheder sammen,” siger Mette Hjøllund Schousboe.
Skulle man være en af dem, der ender med en fyreseddel, så kan kredsen eller Finansforbundets juridiske afdeling hjælpe med at svare på spørgsmål om de vilkår, man som opsagt har ret til. De kan variere, men Mette Hjøllund Schousboe lister nogle af de typiske.
”Der er en opsigelsesperiode fra arbejdsgiverens side. Har man været på arbejdspladsen i lang tid, kan man have ret til fratrædelsesgodtgørelse efter både funktionærloven og overenskomsten. Der kan være vilkår om, at man bliver fritstillet. Der er også afbødeforanstaltninger, hvor der er krav om, at man får et outplacementforløb. Og så kan der være en uddannelsespulje.”
3. Kan jeg sige nej?
Der kan være medarbejdere, som fx har været mange år i den samme virksomhed, som kan have svært ved at se sig selv i en ny konstellation, og derfor gerne vil sige nej tak til at komme med videre.
Det kan man dog som udgangspunkt ikke, forklarer Mette Hjøllund Schousboe.
”Det er noget, man skal tåle, mod at man så til gengæld har den tidligere nævnte beskyttelse af sine vilkår i den periode, som overenskomsten løber,” siger hun.
Hun understreger, at man selvfølgelig altid selv har muligheden for at sige op, men her gælder de samme regler som ved alle andre opsigelser.
Når overenskomsten udløber, kan virksomheden vælge at ændre vilkårene.
”På det tidspunkt kan du så sige, at ”det ønsker jeg ikke at acceptere, jeg anser mig som opsagt.” Og dermed får du ret til de vilkår, du har som opsagt af arbejdsgiver. Men det skal du så vente på,” forklarer chefjuristen.