Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Mindre hjemmearbejde: It-folk bliver også ramt

Det er it-ansatte, der har flest arbejdstimer hjemme. Men timerne daler langsomt, viser en undersøgelse gennemført for Finansforbundet.

13. aug. 2025
2 min
Af Alexander Haslund
  • Freja Thorbech

Muligheden for at arbejde hjemmefra er på retur i den finansielle sektor.

På tre år er det gennemsnitlige antal hjemmearbejdstimer faldet med 16 procent – fra 10,6 timer om ugen i 2022 til 8,9 timer i 2025.

Selv it-folk, som ellers har været de mest privilegerede hjemmearbejdere i finanssektoren, mærker nu tilbagegangen. På blot et år er deres ugentlige hjemmearbejde faldet fra 13,8 til 12,1 timer.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har udarbejdet for Finansforbundet.

 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Mindre hjemmearbejde

Under og lige efter coronapandemien toppede hjemmearbejdet i sektoren.

Flere virksomheder er dog begyndt at rulle hjemmearbejde tilbage. 

Eksempelvis Nykredit, der i foråret meldte ud, at de ansatte fra 1. maj skulle være mindst 4 dage på kontoret om ugen. 

Det gælder også for mange andre ansatte. I undersøgelsen svarer 41 procent af de adspurgte medlemmer, at deres muligheder for at arbejde hjemme er blevet indskrænket – og 33 procent oplever, at det er blevet mindre velanset på arbejdspladsen.

For næstformand i Finansforbundet, Jakob Thorgaard, er udviklingen bekymrende:

”Det handler sådan set ikke så meget om et eksakt antal hjemmearbejdsdage. Men om, at man har fleksibiliteten til at indrette arbejdslivet bedst muligt i dialog med sin nærmeste leder. Problemet er, at det tyder på, at den fleksibilitet nu bliver indskrænket,” siger han.

Trivsel på spil

Der er ikke den store tvivl om betydningen af hjemmearbejde for ansatte i den finansielle sektor.

Hele 86 procent af de adspurgte mener, at muligheden for hjemmearbejde har stor betydning for deres jobtilfredshed, mens 75 procent siger, at kombinationen af kontordage og hjemmearbejdsdage øger deres trivsel.

Også it-ansatte er glade for den fleksibilitet, det giver, at kunne arbejde hjemmefra.

I Finansforbundets trivselsundersøgelse fra 2024 svarede næsten 70 procent af it-medlemmerne, at de kunne arbejde hjemme i det omfang, de ønskede.

Undersøgelsens datagrundlag

Finansforbundet gennemførte i samarbejde med Epinion i maj 2025 en spørgeskemabaseret medlemsundersøgelse om hjemmearbejde i den finansielle sektor.

4865 repræsentativt udvalgte medlemmer – heraf har 1192 besvaret spørgeskemaet, svarende til en svarprocent på 25 pct.

Der indgår flere gange tal fra 2022 og 2024. Disse tal stammer fra Finansforbundets trivselsundersøgelser de pågældende år.

Seneste nyt