Ny type svindel vinder frem
”Vi får meldinger fra bankerne om, at denne type af sager sker ugentligt,” siger underdirektør i Finans Danmark. Især mænd i 30’erne, 40’erne og 50’erne er blandt ofrene.
I første kvartal registrerede bankerne 18 tilfælde af svindelsager, hvor pirattaxakørsel indgår, mens det tal var steget til 56 i andet kvartal. Og flere af bankerne melder ind, at tendensen er fortsat i juli og august.
”Vi får meldinger fra bankerne om, at denne type af sager sker ugentligt, og vi har hørt flere eksempler på, hvordan de kriminelle simpelthen smugler et stof i offerets drink og så fisker telefonen op af lommen og holder skærmen op foran ansigtet på personen og dermed får adgang til apps og mobilbank,” siger Michael Busk-Jepsen, underdirektør i Finans Danmark med ansvar for digital innovation, kritisk infrastruktur og beredskab, i pressemeddelelsen.
Bankernes indberetninger viser, at de kriminelle samlet set forsøgte at stjæle 1,6 millioner kroner fra ofrene i første halvår på denne måde, men slap afsted med 750.000 kroner. Ofrene for denne type svindel er det mænd i 30’erne, 40’erne og 50’erne, viser indberetningerne.