Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Nyt kapitel i saga om dataoverførsler: EU afviser søgsmål

Virksomheder kan fortsætte med at bruge amerikanske cloud-tjenester, efter at EU-Retten har afvist søgsmål i Latombe-sag. Men juridisk usikkerhed lurer stadig. "Vi mangler stadig enhver retlig sikkerhed for brugere og virksomheder," udtaler persondataaktivist Max Schrems.

17. sep. 2025
3 min

Virksomheder i EU kan for nu ånde lettet op: Brugen af amerikanske cloud-tjenester som Amazon Web Services, Microsoft 365 og Google Workspace er fortsat lovlig – i hvert fald for nu.

Første instans i EU-Domstolens system har afvist et søgsmål mod EU-US Data Privacy Framework.

Det er sket i den såkaldte Latombe-sag, hvor Philippe Latombe, fransk parlamentsmedlem, anlagde sag om annullation af dataoverførselsaftalen.

Afvisningen betyder, at europæiske virksomheder kan fortsætte med at anvende aftalen som grundlag for overførsel af persondata til USA. 

Det er en markant afgørelse, særligt fordi EU-Domstolen tidligere har underkendt lignende aftaler i Schrems I- og II-dommene. 

"I dag har EU-Domstolen skrevet et nyt kapitel i den uendelige saga om transatlantiske dataoverførsler. Denne gang med et helt andet resultat," skriver Kasper Bjerre Hendrup Andersen, juridisk ekspert i databeskyttelse hos Lex Futura, i et opslag på LinkedIn

"Dermed er det ikke 'alle gode gange tre'. Tværtimod står vi med et sjældent øjeblik af stabilitet i et ellers stormfuldt retslandskab."

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Det betyder afgørelsen

Afgørelsen betyder ifølge Kasper Bjerre Hendrup Andersen, at dataansvarlige og databehandlere trygt kan fortsætte med at overføre personoplysninger efter EU-U.S. Data Privacy Framework. 

"EU har fortsat en gyldig tilstrækkelighedsafgørelse for overførsler af personoplysninger til USA," konstaterer han. 

Men meget tyder på, at den måske mest udfordrede ordning i EU's databeskyttelseshistorie fortsat vil blive forsøgt udfordret. 

Nyt sagsanlæg på vej?

Da det ikke er den øverste instans i EU-retssystemet, der har talt, er forventningen, at sagen vil blive anket til EU-Domstolen, hvor tidligere versioner af overførselsaftalen blev annulleret i Schrems I og II.

Derudover anlagde Latombe-søgsmålet en målrettet og snæver tilgang til at anfægte dataaftalen. En anden sag med et bredere sæt af argumenter kunne få medhold.

Sådan lyder reaktionen i hvert fald Max Schrems, den østrigske jurist og persondataaktivist via NOYB - European Center for Digital Rights.

"Vi er overbeviste om, at en bredere gennemgang af amerikansk lovgivning – især brugen af præsidentielle bekendtgørelser under Trump-administrationen – vil give et andet resultat," udtaler han i en udsendt meddelelse.

"Vi overvejer vores muligheder for at anlægge en sådan sag. Mens Kommissionen måske har vundet endnu et år, mangler vi stadig enhver retlig sikkerhed for brugere og virksomheder."

Hvad er EU-US Data Privacy Framework?

  • Aftale om overførsel af persondata mellem EU og USA.
  • Erstatter Privacy Shield, som blev underkendt i Schrems II.
  • Bygger på en certificeringsordning for amerikanske virksomheder.
  • Kritiseres for at ligne tidligere aftaler, der blev dømt ulovlige.

Sagens kerne

Latombe-sagen kritiserede bl.a., at amerikanske efterretningstjenester fortsat har adgang til store mængder data om EU-borgere, og at den klageinstans og domstol, der skal beskytte borgernes rettigheder, mangler uafhængighed.

Ifølge Max Schrems er det, set i lyset af den amerikanske præsident Donald Trumps brug af præsidentielle bekendtgørelser, overraskende, at EU-Domstolen har fundet klageinstansen tilstrækkelig. 

"Sammenligner man med sager inden for EU, fx om Polen eller Ungarn, kræver det stor mental fleksibilitet at acceptere dette som en uafhængig domstol,” lyder hans kritik. 

Compliance-ansvarlige bør forberede sig på, at overførselsgrundlaget igen kan blive udfordret. Den nuværende overførselsaftale er i hvert ifølge Max Schrems næsten en 1:1 kopi af de tidligere aftaler, som blev dømt ulovlige af EU-Domstolen.

"Det er tydeligt, at den lavere instans her afviger markant fra EU-Domstolens retspraksis. Vi er meget overraskede over dette udfald. Det kan være, at Retten ikke havde tilstrækkeligt bevismateriale – eller at den ønsker at markere en afstand til EU-Domstolen. Vi må analysere afgørelsen nærmere i de kommende dage."

Seneste nyt