Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Robotterne kommer: Nu skal den danske model stå sin prøve

Klumme: Udviklingen i kunstig intelligens handler ikke kun om teknologi, men om grundlæggende forandringer af vores arbejdsmarked, om mennesker, rettigheder og ansvarlighed. Der er derfor behov for både politiske handling – og at arbejdsmarkedets parter tager et fælles ansvar.

10. sep. 2025
4 min

Af Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet, Thomas Kepler, formand for Akademikerne og Mads Samsing, næstformand i HK.

AI har indtaget arbejdsmarkedet.  Den teknologiske udvikling går lynende stærkt i disse år. På kun fem dage fik ChatGPT over 1 million brugere. Til sammenligning tog det 35 år for Netflix at nå det samme antal.

Med udvikling følger muligheder – og risici.

Skal vi indløse potentialerne og undgå faldgruberne ved kunstig intelligens, kræver det politisk handling, så udviklingen ikke fortsat accelerer den stigende ulighed, og aktivering af den danske aftalemodel med særligt fokus på tre, centrale principper; gennemsigtighed, medarbejderinddragelse og kompetenceudvikling.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Reguleringen halter efter

Kapløbet er i gang og udrulningen af kunstig intelligens foregår i et hæsblæsende tempo. Det er afgørende, at udviklingen ikke overlades til markedskræfter og tech-giganterne alene. Hvis vi både effektivt vil udnytte kunstig intelligens og samtidigt sikre vores helt grundlæggende rettigheder kræver det, at vi kommer politisk op i gear.

EU’s nye forordning om kunstig intelligens er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men kan ikke stå alene. Det er vigtigt at adressere de teknologiske risici, men vi mangler et afgørende og mere præcist arbejdspladsfokus, så vi får klare rammer for hvor, hvorfor og hvordan vi bruger kunstig intelligens på arbejdsmarkedet.  

Fagbevægelsen kæmpede under forhandlingerne om forordningen for at give medarbejdere og deres repræsentanter en stærkere stemme når der indføres nu AI-drevet teknologi på arbejdspladserne. Det lykkedes ikke i den grad vi havde håbet, og derfor er der stadig behov for at grundfæste medarbejdernes ret til at blive hørt.

Hvis vi både effektivt vil udnytte AI og samtidigt sikre vores helt grundlæggende rettigheder som mennesker på en arbejdsplads, så kræver det tydeligere krav om ansvarlighed, medbestemmelse, gennemsigtighed og faglig involvering.

Og det må ikke være sådan, at de virksomheder, der tager ansvar, bliver overhalet af dem, der ignorerer rettigheder og gennemsigtighed. Derfor har vi brug for fælles spilleregler. Ikke detailregulering – men klare, forpligtende rammer for, hvad ansvarlig teknologiadfærd er.

Steen Lund Olsen
Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Behov for en forpligtende dialog på arbejdspladserne om kunstig intelligens

Der er i høj grad brug for et fornyet samarbejde om teknologi, og her spiller fagbevægelsen en hovedrolle. Medarbejderne skal længere ind i udviklingsrummet – og vi skal udnytte en stærk, dansk tradition for at de store spørgsmål faktisk løses i dialog mellem arbejdsmarkedets parter.

Hvordan vi bruger kunstig intelligens værdiskabende og ansvarligt er i allerhøjeste grad et anliggende, der hører hjemme her. Medarbejderne kender opgaverne og kan pege på potentialerne. De skaber og kender den data, som kunstig intelligens skal trænes på.

Den danske aftalemodel er en kæmpe styrke. Dialogen mellem virksomheder og medarbejderne er et helt afgørende aktiv i udviklingen – men det kræver, at vi også bliver enige om, at der skal være en løbende forpligtende dialog med inddragelse af medarbejdere og en fælles prioritering om brug og retning.

En årlig rituel samtale i samarbejdsudvalget om indførelse af ny teknologi er ikke tilstrækkeligt, når vi har at gøre med avancerede teknologier, som typisk ganske ubemærket udvikler sig og kan bruges på nye måder og områder.

Tre grundlæggende principper

Hvis Danmark skal lykkes med at udnytte potentialet ved indførelse og brug af kunstig intelligens – og undgå faldgruberne – skal vi blive enige om at brug af den nye teknologi skal bygge på tre principper: Gennemsigtighed, inddragelse og kompetenceudvikling.

Det skal være tydeligt, hvilke kunstig intelligens-modeller der bruges, hvad intentionen bag at indføre dem er, hvilke opgaver de skal og ikke skal løse, og hvordan de påvirker arbejdet.

Medarbejderne og deres repræsentanter skal inddrages og tages med i beslutningerne – tidligt og reelt.

Alle medarbejdere skal have adgang til at forstå og bruge kunstig intelligens. Det kræver investering i efteruddannelse og tid til at lære teknologien at kende i praksis.

Tiden er nu

Vi står midt i en teknologisk revolution. Skal kunstig intelligens blive et redskab til at styrke arbejdspladserne – eller endnu en stressfaktor i en i forvejen presset arbejdsdag, der bidrager til at svække medarbejderne indflydelse over eget arbejdsliv?

Det første. Selvfølgelig. Det kræver, at vi handler nu. Ansvarlig kunstig intelligens kræver både regulering og en styrket social kontrakt på arbejdsmarkedet. Det er den eneste vej til en teknologisk fremtid, vi kan være bekendt – og som vi kan bygge bæredygtig vækst på.

Seneste nyt