Tillid eller kontrol? Det hybride arbejde kræver nye ledelseskompetencer
Klumme: Hybridarbejde kræver ledelse på nye måder. Det er ikke nok at lave generelle retningslinjer og overlade resten til systemerne.

”Tillid er godt, men kontrol er bedre.” Sådan skrev et medlem til os for nylig, da vi spurgte ind til erfaringerne med hjemmearbejde i den finansielle sektor. Det var ikke ment som et skulderklap til ledelsen – tværtimod.
For selvom arbejde fra distancen ikke er for alle opgaver eller alle teams, viser vores medlemsundersøgelser en klar tendens: Muligheden for at arbejde f.eks. hjemmefra betyder meget for trivslen. For nogle er det endda afgørende for, om de ønsker at blive i deres job.
Skridt i den forkerte retning
Det handler sjældent om det præcise antal hjemmearbejdsdage. Det handler om fleksibiliteten – og om tilliden til, at man som medarbejder kan tilrettelægge sit arbejde, så opgaverne løses bedst muligt samtidig med, at arbejdsfællesskabet stadig trives.
Men i øjeblikket ser vi en anden tendens: I flere virksomheder strammes retningslinjerne fra topledelsen efter modeller i retning af “one size fits all”. Og der opleves fra medarbejderne i sektoren også i nogle tilfælde omfattende kontroltiltag – fx overvågning af medarbejdernes lokations-, adgangs- og netværksdata for at sikre, at de møder ind fysisk.
Det er her, bekymringen opstår. For selvom formålet ofte er at styrke fællesskabet og sikre, at opgaverne løses, kan denne form for kontrol skabe det modsatte: mistillid, usikkerhed og utilsigtede konsekvenser.
Vi hører fra medlemmer, der frygter, at det registreres som en hjemmearbejdsdag, hvis de logger på om aftenen., Deltidsansatte fortæller at de r mister muligheden for hjemmearbejde helt, fordi reglerne ikke tager højde for særlige arbejdstider. Det samme gælder for kolleger på seniordeltid. Og medarbejdere fortæller, at de føler sig målt og vejet på detaljer, der ikke siger noget om deres reelle indsats.
Tillid bliver endnu mere afgørende i god ledelse
Virkeligheden er, at hybridarbejde kræver ledelse på nye måder. Det er ikke nok at lave generelle retningslinjer og overlade resten til systemerne. God ledelse er bygget på tillid og nærvær - ikke på at tælle kontorstole! Opgaven er at se nuancerne, tilpasse rammerne til opgaver og teams – og tage dialogen om, hvad der fungerer bedst for både forretningen og medarbejderne.
Løsningen er ikke at undgå ledelsesopgaven ved at indføre rigide modeller, der kan håndhæves af et system. Løsningen er at tage opgaven på sig, være nysgerrig på mulighederne og blive klædt på til at lede i et arbejdsliv, der forandrer sig.
Vi kan tydeligt se, at der faktisk er mulighed for at udnytte de hybride muligheder til at forbedre trivsel og arbejdsliv gennem tillid, ledelsesansvar og dialog – ikke via kontrol. De muligheder skal vi selvfølgelig gribe. I sidste ende er det den menneskelige relation mellem leder og medarbejder, der afgør, om vi får det bedste ud af både arbejdsfællesskabet og fleksibiliteten.