Tillidsrepræsentanter har løst 58.000 konflikter på et år
Mange konflikter på arbejdspladserne når ikke at vokse sig store, fordi tillidsrepræsentanterne er med til at nedtrappe dem. Det viser en ny undersøgelse.
Ledere: Tillidsrepræsentanter nedtrapper konflikter
84 procent af tillidsrepræsentanterne har oplevet, at der opstår konflikter og tvister mellem ledelse og medarbejdere på arbejdspladsen i løbet af et år. Og halvdelen oplever, at de løser en konflikt minimum en gang om måneden.
”Som tillidsrepræsentant agerer man på vegne af sine kolleger. Det betyder også, at man ofte kommer til at spille en vigtig rolle som bindeled i organisationen og mellem ledere og medarbejdere. Her skal brydes nogle bølger ind imellem, og det er et af de elementer, der gør tillidsrepræsentantfunktionen enormt vigtig,” mener Jakob Thorgaard.
I undersøgelsen fra FAOS har man også spurgt lederne om deres oplevelse af tillidsrepræsentanterne og deres arbejde. Og her svarer 61 procent, at tillidsrepræsentanterne er med til at nedtrappe konflikter.
Et vigtigt system
Det er dog ikke alle sager, som kan løses lokalt. 37 procent af tillidsrepræsentanterne i undersøgelsen har sendt en eller flere sager videre i det fagretlige system inden for det seneste år.
”Som tillidsrepræsentant varetager man altid medarbejdernes interesse, men et stærkt fagligt system er helt klart også en fordel for virksomhederne og for det danske arbejdsmarked i allerbredeste forstand. Det er tallene også en meget klar understregning af,” siger Jakob Thorgaard.