Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Finansforbundets historie

Finansforbundets historie starter i 1938 og er beskrevet i bogen ”Vi kan når vi skal”, der udkom ved vores 75-års jubilæum i 2013.

I 2013 var det 75 år siden, at den første fagforening i den finansielle sektor blev dannet. Finansforbundet og dets forløbere har været i stand til at forhandle lønninger, arbejdstider, ferie og pensionsvilkår, som andre fagforeninger må misunde.

1930’erne

Dengang i 30’erne levede Danmark stadig med den alvorligste bankkrise nogensinde, og ikke mindst Landmandsbankens totale nedsmeltning. I den første udgave af ”Hvad kan jeg blive” fra 1930, hed det, at ”der antages kun yderst få unge mennesker i bankfaget for tiden”, og de ansatte i banker og sparekasser må have været pressede og nervøse for deres job. På den baggrund blev der blandt de ansatte efterlyst en organisation, der kunne varetage deres interesser over for arbejdsgiverne.

I banker og sparekasser gik de ansatte pænt klædt, og de arbejdede ofte i smukke omgivelser. De var funktionærer, mange med realeksamen, og med ambitioner om at være alt andet end arbejderklasse. Derfor var smagen af fagforening lige skarp nok for de pæne funktionærer, men tanken om at samle ”standen” appellerede til flere og flere.

Finansforbundets forløbere, Danske Bankfunktionærers Landsforening (DBL) og Danske Sparekassefunktionærers Landsforening (DSfL), blev stiftet i henholdsvis 1938 og 1939. Og der var nok at tage fat på i den stadig stærkt patriarkalske kultur, der herskede i banker og sparekasser, hvor det kunne være op til direktionen at afgøre, hvornår en mandlig medarbejder havde økonomisk grundlag for at gifte sig.

Fra start stod kampen om løn og kollektive overenskomster højt på dagsordenen i DBL og DSfL. Men uden de ildsjæle, der hele vejen brændte for at organisere de ansatte, så havde meget set anderledes ud i både banker og sparekasser.

1940’erne

Med en fordragelig tone og med streg under samhørighed drog DBL’s første formand C. Johnsen og hans folk på hververejser under de vanskelige forhold under 2. Verdenskrig, men efter 1945 var medlemstallet over 5.000. DBL skulle varetage interesserne både for flertallet af medlemmerne, som var assistenter, og for dem, som fulgte med posten som kontorchef eller bestyrer. C. Johnsen var selv filialbestyrer i Landmandsbanken.

”Hvis Finansforbundet ikke havde eksisteret, hvis vi ikke havde haft en række af ildsjæle, som i mere end 75 år har brændt for at organisere de ansatte i finanssektoren, havde meget set anderledes ud.”
- Hansen & Jensen: "Vi kan, når vi skal" (2013)

1950’erne

DSfL var fra starten i 1939 en forholdsvis svag organisation, der først i 1959 nåede 1.500 medlemmer. Med den første kollektive overenskomst i 1959 opnåede DSfL en formel ligeløn, og i 1965 kom formanden Vagn Biilmann igennem med en pensionsordning, der blev den første af sin slags for privatansatte funktionærer. Det skabte respekt om DSfL, som længe stod i skyggen af DBL.

1960’erne

1960’erne bød på store fusionsbevægelser i sparekassesektoren, og fra 1969 til 1974 blev antallet af selvstændige sparekasser reduceret fra 334 til 202, og man fik nye landsdækkende mastodonter som Bikuben og SDS.

Det var også i de år, at et flertal af DBL’s 18.000 medlemmer ønskede et system med strejkeret som på resten af arbejdsmarkedet, og formanden Asbjørn Groth udtalte med tilfredshed: ”at vi ikke er en særlig slags mennesker, fordi vi er ansat i en bank. Tankerne om, at der ligger noget odiøst i ordet aktionsret, tror jeg hører fortiden til”. Tredjestandstanken var død.

1970’erne

Samarbejdet mellem DBL og DSfL blev generelt tættere i 1970’erne, hvor bekymringen for voksende arbejdsløshed fyldte meget på foreningernes landsmøder, og man fik indgået tryghedsaftaler med arbejdsgiverne.

1980’erne

I 1984 gik DSfL og DBL ud med fælles tanker om fusionsplaner mellem bank- og sparekassefunktionærer, der også skulle omfatte forsikringsfunktionærerne. Udviklingen pegede stadig mere klart i retning af en global økonomi, og finanssektoren fik friere rammer, end den havde haft i de foregående 50-60 år.

1990’erne

Det var den udvikling, der foreløbig kulminerede i både finanskrise og de store bankfusioner samt dannelsen af Finansforbundet i 1992.

Den prikkerunde, som sejrherren efter finanskrisen, Danske Bank havde sat i værk i 1992, hvor man bare ville fyre 1500 medarbejdere, og som snart blev fulgt op af Unibank, var en spand kold vand i hovedet på de ansatte i de to storbanker. Finansforbundet første formand, Søren Dalmark var klar over, at en lang tradition for tryghed i ansættelse var ved at være slut.

De første trange år efter 1992, hvor finanskrisen gjorde sin virkning, var det småt med lønstigninger. I 1997 opgav forbundet sin modstand mod fleksible arbejdstider og nyt lønsystem, og det blev til en pæn samlet ramme på i alt 6,33 procent, og det lykkedes at sikre medlemmerne fem ekstra omsorgsdage. På landsmødet i 1998 takkede medlemmerne ved at række fem fingre i vejret, hver gang omsorgsdage blev nævnt fra talerstolen.

00’erne


Samtidig med grænseoverskridende fusioner og overtagelser, blev 2000 året, hvor den hidtil største danske finansfusion blev gennemført. Det skete, da Danske Bank overtog BG bank og Realkredit Danmark i oktober 2000.

Arbejdsgiverne ville også have decentrale lønforhandlinger og overenskomster. Det fik de i 2001. Decentraliseringen af overenskomsterne var en nødvendighed, mente Finansforbundets formand, Allan Bang, fordi der var så stor forskel på forbundets største og mindste virksomheder.

De gode tider fortsatte i 2003, hvor de ansatte ud over lønstigning på 5,7 procent fik sundhedsforsikring og pensionsindbetalingen hævet til 15 procent.

I februar 2008 afgav forbundet 1. strejkevarsel. Det kom dog ikke til konflikt, men en treårig overenskomst med en samlet ramme på 13,36 procent. Allan Bang og hans to næstformænd Kent Petersen og Michael Budolfsen, havde hermed sat ny Danmarksrekord i overenskomstresultat. Samme år bryder finanskrisen ud.

Lige nu står Finansforbundet med en betydelig udfordring i at realisere en ambition om øget indflydelse i finanssektoren og i samfundet generelt. Formanden Kent Petersen satser en betydelig politisk kapital i at øge forbundets indflydelse blandt politikere, medier og beslutningstagere i øvrigt – til gavn for medlemmernes løn- og arbejdsvilkår.

Grundlæggende har Finansforbundets historie været en succes, og forbundet har i modsætning til mange andre fagforeninger formået at fastholde en høj organisationsprocent, og der er i skrivende stund 53.821 medlemmer.

Hvis Finansforbundet ikke havde eksisteret, hvis vi ikke havde haft en række af ildsjæle, som i mere end 75 år har brændt for at organisere de ansatte i finanssektoren, havde meget set anderledes ud. I finanssektoren har de ansatte fået lov til at gifte sig uden at spørge ledelsen om lov; de har fået ret til at forhandle overenskomster og bedre løn; de har fået omsorgsdage, pensionsordninger og mere ferie end de fleste andre lønmodtagere i Danmark.

”Vi kan, når vi skal”

Artiklen er skrevet ud fra oplysningerne i bogen ”Vi kan når vi skal. Finansforbundets historie", som er skrevet at de to erhvervshistorikere, professor Per H. Hansen fra CBS og Kristoffer Jensen fra Danmarks Industrimuseum.

Kontakt os

32 96 46 00

Ring eller skriv til os på post@finansforbundet.dk