Er hjemmearbejdet på retur i den finansielle sektor?
Hjemmearbejde er stadig udbredt på de finansielle arbejdspladser, men der arbejdes mindre hjemme end tidligere.
Udbredelse intakt – omfang i tilbagegang
Hele 96 pct. af Finansforbundets medlemmer svarer, at der findes retningslinjer, regler eller politikker for hjemmearbejde på deres arbejdsplads. Det vidner om, at virksomhederne aktivt har forholdt sig til, om hjemmearbejde kan være en mulighed for nogen.
Ser man på udviklingen i hjemmearbejde siden 2022, er tendensen dog klar: Det samlede omfang er faldende, når vi spørger medlemmerne.
Fra 2022 til 2025 er det gennemsnitlige antal hjemmearbejdstimer pr. uge faldet fra 10,6 til 8,9 timer. Det svarer til et fald på 16 pct. – når der ses på alle medlemmer, også dem der ikke arbejder hjemme.
Blandt de medlemmer, der rent faktisk har hjemmearbejde, er faldet endnu mere markant. Her er det gennemsnitlige antal ugentlige timer gået fra 14,2 i 2022 til 11,2 i 2025 – et fald på 21 pct.
Store forskelle i hjemmearbejde på tværs af jobområder
Omfanget af hjemmearbejde varierer markant mellem de forskellige jobfunktioner i den finansielle sektor.
Medlemmer inden for IT arbejder i gennemsnit mest hjemme med 12,1 timer om ugen, efterfulgt af ansatte i stabs- og specialistfunktioner med 10,5 timer. I den anden ende af skalaen finder vi medlemmer med kundekontakt og rådgivning, der i gennemsnit arbejder hjemme 6,3 timer om ugen.
Ser man på udviklingen det seneste år, er forskellene mellem jobområderne også tydelige.
Modsat den generelle tendens er hjemmearbejdet steget en smule blandt medlemmer i intern service og administration – fra 8,8 timer i 2024 til 9,1 timer i 2025.
I alle øvrige jobområder er der sket et fald. Mest markant er tilbagegangen blandt medlemmer i IT, hvor hjemmearbejdet er reduceret med 12,3 pct. For ansatte i stabs- og specialistfunktioner samt kundekontakt og rådgivning lyder faldet på 10 pct.
Hjemmearbejde er afgørende for jobtilfredshed
Hele 86 pct. af medlemmerne svarer, at muligheden for hjemmearbejde er vigtig for deres jobtilfredshed. Det understreger, at hjemmearbejde ikke blot er et praktisk spørgsmål – men noget, der opleves som afgørende for trivslen i jobbet.
Så der er ingen tvivl om, at det er hjerteblod, der står på spil, hvis man gennemfører forringelser i medlemmernes mulighed for at arbejde hjemme.
To ud af tre medlemmer er tilfredse med det omfang af hjemmearbejde, de har i dag. Den resterende tredjedel ønsker sig mere.
Så for et flertal af medlemmerne handler det om at bibeholde det niveau for hjemmearbejde, som de har i dag.
Den vigtige fleksibilitet
Hjemmearbejde giver en fleksibilitet i hverdagen, som mange medlemmer værdsætter – og det kan mærkes på trivslen.
Tre ud af fire medlemmer (75 pct.) oplever, at muligheden for at veksle mellem kontor og hjemmearbejde i løbet af arbejdsugen i høj grad øger deres trivsel. Det flugter med, at en stor andel også peger på hjemmearbejde som vigtigt for deres jobtilfredshed.
Datagrundlag
Finansforbundet gennemførte i maj 2025 en spørgeskemaundersøgelse om hjemmearbejde i den finansielle sektor i samarbejde med Epinion.
Undersøgelsen blev sendt til 4.865 repræsentativt udvalgte medlemmer. I alt har 1.192 medlemmer besvaret spørgeskemaet – svarende til en svarprocent på 25 pct.
Tal fra 2022 og 2024, som indgår i artiklen, stammer fra Finansforbundets trivselsundersøgelser fra de pågældende år.