Chefens tilnærmelser førte til sygemelding

Af Birgitte Aabo 

”Går den kjole an?”

For en kvindelig ansat i en stor bank var det ikke længere afgørende, hvad hun var i humør til at tage på, når hun stod foran klædeskabet om morgenen. I stedet spekulerede hun over, hvad hendes chef ville tænke om hendes tøj.

 ”Jeg vendte og drejede det, før jeg besluttede mig. Jeg var bange for at vælge noget, som han på en eller anden måde ville finde opmuntrende”, siger kvinden, der i dag er midt i 50’erne.

Spredte ben i øjenhøjde

Fra sidste halvdel af 2009 tildelte chefen hende særlig interesse af en art, som hun meget gerne havde været foruden. ”Han fandt anledninger til at spørge mig om ting og kom hen og stillede sig med det ene ben oppe på bordet eller oppe på mit skuffedarium, så han spredte ben mod mig. På et tidspunkt begyndte han at komme med bemærkninger om, at han gerne ville have mig til at gøre rent hos ham, vaske og stryge hans skjorter, mens han lavede mad. Så kunne vi hygge os bagefter, sagde han”.

Første gang chefen kom med den slags bemærkninger, blev hun så overrasket, at hun ikke sagde noget: ”Jeg troede ikke, jeg havde hørt rigtigt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var ikke noget, han sagde for sjov, han er ikke typen, der laver sjov”.

Bemærkningerne blev et tilbagevendende element i arbejdstiden, hvor hun var tvunget til at forholde sig til ham hver dag, da de sad i hver sin ende af et mindre lokale og med front mod hinanden. Når der var møder med morgenbrød, sørgede han altid for at sidde ved siden af hende og flirtede.

Til lægen med smerter

Efter godt et halvt år på den måde blev kvinden pludselig ramt af voldsomme brystsmerter og var bange for, at det var galt med hjertet. Et besøg hos lægen fik hende dog til at indse, at det var noget helt andet, der var på spil.

”Lægen spurgte ind og satte ord på, jeg ikke selv havde formuleret. Sexchikane. Det var, hvad min chef udsatte mig for, sagde lægen, som sygemeldte mig. Indtil da havde jeg vendt det indad, jeg havde kun fortalt det til min eksmand og min mor, som forgæves havde opfordret mig til at klage over min chef. Men jeg kunne ikke gøre det – jeg var ikke stærk nok”.

Skærmet af kolleger

Da det gik op for hende, hvor meget chefens uønskede tilnærmelser i virkeligheden fyldte og var skyld i, gik hun til sin tillidsrepræsentant, som bad om lov til at tage det videre til hendes øverste chef. ”Det accepterede jeg, men jeg ville ikke selv tale om det med ham. Det var for svært”. Hun fik hjælp af en psykolog og snakkede tingene igennem med veninder, før hun efter fem uger vendte tilbage til jobbet – og til sin lettelse kunne konstatere, at chefens opførsel havde ændret sig. Samtidig havde hun nu opbygget en vrede, som satte hende i stand til at indvie kollegerne i, hvad der var baggrunden for hendes sygemelding. ”Han gik på listesko, og jeg ignorerede ham.

Det viste sig, at mine kolleger faktisk havde bemærket hans opførsel over for mig, men ikke havde reageret, fordi jeg ikke selv havde sagt noget. Det er jo meget forskelligt, hvor grænsen går for den enkelte, og svært at vide, hvordan det bliver modtaget”, siger kvinden.

Hendes grænser blev massivt overskredet, og derfor opfordrer hun andre til at tage det alvorligt og spørge til det, hvis de ser en kollega udsat for noget tilsvarende.

”Da mine kolleger fandt ud af, hvordan det havde påvirket mig, var de meget støttende og med til at skærme mig for ham”.

Gå hjem, chef

Kvinden arbejder ikke længere tæt sammen med sin nu tidligere chef, men hun delte arbejdsdag med ham i op mod to et halvt år yderligere efter sygemeldingen.

”Han så mig ikke i øjnene, og vi undgik så vidt muligt kontakt. Vi gav heller ikke hinanden hånd, den dag jeg stoppede i afdelingen. Nogle af mine kolleger bad ham gå hjem, så de kunne feste med mig, og det gjorde han”.

At tale om den tidligere chef kan fortsat give hende kvalme og ubehagelig hjertebanken, og hun er stadig meget opmærksom på sit sprog, når hun eksempelvis er nødt til at sende ham en mail.

”Samtidig bliver jeg også vred ved tanken om hans opførsel, og den vrede har jeg brugt til at komme videre. Ligesom så mange andre vendte jeg det indad og var i tvivl om, om det var mig, der gjorde noget forkert.

Nu ved jeg, at det ikke var tilfældet. Men jeg gik så længe med det, at jeg blev syg af det”.