Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Erfaring er en styrke – lad os få mere fælles gavn af den

Pilen peger mod et arbejdsliv, der skal vare længere. Men hvordan skaber vi så et arbejdsmarked, der giver bedre mening for den enkelte gennem hele arbejdslivet? Og hvordan bliver vi bedre til at se erfaring som en styrke – og til at udnytte ressourcerne hos de erfarne medarbejdere til gavn for virksomheder og vores samfund?

Af Kent Petersen, tidligere formand
kp@finansforbundet.dk

Både fra arbejdsgivere og fra politisk side har det gennem længere tid lydt, at der er brug for flere af os – og i længere tid. Fordi vi mangler arbejdskraft og fordi vi bliver ældre.  

Men selvom demografien måske nok peger i en ganske klar retning, lader erfaring og alder af en eller anden grund ikke altid til at være en fordel for den enkelte på arbejdsmarkedet. Det er et paradoks, som vi skal have løst.

Det stiller et fundamentalt krav: At vi får skabt et arbejdsliv, der er mere fleksibelt og holdbart i det lange løb, hvor vi – og arbejdsgiverne – får øjnene op for, hvad medarbejdere kan bidrage med. Også på den anden side af 50. Og også i en virkelighed, hvor løbende kompetenceudvikling er en integreret del af være medarbejder i finanssektoren.

Det er en indsats, der selvfølgelig handler om at sikre, at aldersdiskriminering ikke finder sted i ansættelsesforløb, hvilket jo burde være en absolut selvfølgelighed. Men det handler også om hele kulturen omkring erfaring og de forskellige faser af vores karriere og arbejdsliv:  At vi sætter fokus på værdien af erfaring, afsøger nye modeller for fleksible ansættelsesforhold og i det hele taget skaber bedre muligheder for et arbejdsliv, der giver mening over længere tid og også i den sidste del af karrieren, hvor et arbejdsliv måske også kan se anderledes ud ift. ansvar, arbejdsopgaver, arbejdstid og løn. De parametre skal vi åbne for at se på med sund fornuft.

Der er nemlig brug for en bred perspektivændring: En arbejdsgiver ser muligvis et mere langsigtet potentiale i en 30-årig end i en 60-årig, men hvorfor egentlig? Tendensen er jo, at vi bliver stadig kortere i det samme job – på nuværende tidspunkt er det lidt over syv år på tværs af arbejdsmarkedet – og samtidig skifter danskerne job som aldrig før. Derfor er det jo også dybt uforståeligt, at 50+ er overrepræsenteret i ledighedsstatistikkerne og har sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen.

Kombinationen af lærelyst og erfaring er en kæmpe ressource, som vi skal blive bedre til at udnytte til fælles gavn. Men det kræver, at virksomhederne tør ansætte dem, der har rundet det halve århundrede. Det kræver, at det er attraktivt at blive på arbejdsmarkedet i en senkarriere på en måde, der er meningsfuld for den enkelte. Det kræver et nyt fokus på de enorme ressourcer, erfarne lønmodtagere besidder. Det kræver, at der gøres op med myter og fordomme om medarbejdere med erfaring. Det kræver, at vi tager debatten om, hvordan vi sikrer et arbejdsliv, vi kan holde til over længere tid. Og det kræver, at vi øger fleksibiliteten både i forhold til karriere og tilbagetrækning.

Vi har kort sagt brug for at skabe et arbejdsmarked, hvor vi er langt bedre til at give medarbejdere i alle faser af arbejdslivet mulighed for at gøre en forskel.