Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Distancearbejde - for lidt og for meget

Flere end 9 ud af 10 finansansatte har mulighed for distancearbejde. Det kræver fokus på dimensionering og tilrettelæggelse, hvis de individuelle fordele skal høstes og de kollektive ulemper undgås.

11. aug. 2023
2 min
Af KarstenBøjesen  
kba@finansforbundet.dk

Distancearbejde er blevet en del af hverdagen for hovedparten af Finansforbundets medlemmer.

Det har gradvist været undervejs de sidste 15-20 år og blev voldsomt accelereret af nedlukningerne under Covid-19. I 2019 var der således 56 pct. af Finansforbundets medlemmer, der havde mulighed for at arbejde hjemme. I foråret 2022 var dette tal vokset til 95 pct.

Det er dog ikke alle, der har muligheden for at arbejde hjemme, der rent faktisk benytter sig af den. I efteråret 2022 var det således kun 74 pct., der arbejdede på distancen mindst en gang ugentligt.

Distancearbejdet har givet medlemmerne en efterspurgt fleksibilitet i hverdagen, men virksomhederne har også måttet erfare, at for meget distancearbejde kan føre til mistrivsel og mangel på sammenhængskraft.

 

Trivslen falder i takt med omfanget af distancearbejde

Finansforbundets trivselsundersøgelse fra efteråret 2022 viser, at der ikke er nogen direkte positiv sammenhæng mellem omfanget af distancearbejde og trivsel. Det overordnede billede er, at trivslen falder gradvist i takt med omfanget af distancearbejdet. De, der trives mest er pudsigt nok dem, der ikke arbejder hjemme.

Der er derfor ikke noget selvstændigt trivselsmæssigt argument for udelukkende at skrue op for omfanget af distancearbejde. Distancearbejde kan være fint, men det må ikke være et mål i sig selv, og kan ikke stå alene.

 

Arbejdsfællesskaber kan svækkes

Stærke arbejdsfællesskaber er vigtige. De er limen, der får organisationen til at hænge sammen. Og der er en klar sammenhæng mellem omfanget af distancearbejde og oplevelsen af de fællesskaber, man er en del af på arbejdspladsen.

Den helt store udfordring med distancearbejde er og bliver at finde den optimale balance mellem at imødekomme den enkelte medarbejders behov for fleksibilitet og samtidig imødekomme teamets og organisationens behov for fællesskab, fleksibilitet og produktivitet.

 

Ikke alle har lige mulighed for distancearbejde

Mulighederne for distancearbejde varierer fra jobfunktion til jobfunktion.

De ganske markante forskelle skyldes langt hen ad vejen forskelle i typer af jobs med meget forskellige krav til fysisk tilstedeværelse. 9 ud af 10 medlemmer inden for IT arbejder på distancen, mens det tilsvarende kun gør sig gældende for 6 ud af 10 medlemmer inden for privatkunderådgivning og ledelse.

Finansforbundets trivselsundersøgelse 2022

Trivselsundersøgelsen blev i oktober 2022 udsendt til alle erhvervsaktive medlemmer af Finansforbundet (ca. 36.000). 31 procent – mere end 11.000 medlemmer – deltog i undersøgelsen.

Trivselsundersøgelse 2022 bygger primært på spørgsmål udviklet af Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Kontakt

61 55 62 36

Karsten Bøjesen

Seniorkonsulent

kba@finansforbundet.dk