Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

En HR-direktør kan gøre en kæmpe forskel

En HR-direktør kan – uden at vi nødvendigvis ved det – gøre en stor forskel for, om vi er glade for at gå på arbejde eller ej. Vi er klar til at hjælpe den nye topchef med at lykkes.

Endelig(!) har Danske Bank sat navn på en af bankens allervigtigste poster, når det gælder medarbejdernes udvikling, helbred og kompetencer. Karsten Breum er udpeget som ny HR-direktør fra 1. februar 2020.

"Hvad betyder det så for mig?", kan du spørge. Og hvor er jeg glad for, at du spørger. Det betyder nemlig langt mere, end man skulle tro. Lad mig give et par eksempler:

  • HR-direktøren har det overordnede ansvar for overenskomsten fra arbejdsgiversiden. Det bliver altså Karsten Breum, som endegyldigt skal sige ja til den nye overenskomst på vegne af Danske Bank, når OK2020 skal forhandles på virksomhedsniveau til næste forår. Vi skal altså blive enige om, hvad vores arbejdsgiver vil gøre for os, så vi fortsætter med glædeligt at give 37 timer af vores tid, kompetencer og engagement til banken hver uge.
  • HR-direktøren er ansvarlig for kulturen i Danske Bank. Han har det øverste ansvar for, vi som medarbejdere kender retningen for vores arbejde, og at vores ledere er klædt på og har rammer til at bedrive god ledelse. Og han har altså også ansvaret, når det ikke er tilfældet. Det er en rolle, der set fra min stol er vigtigere end nogensinde. Vi har brug for dygtige ledere for at være glade for at gå på arbejde, og vi har brug for gode ledere for at genopbygge tilliden på tværs mellem ledelseslagene.
  • HR-direktøren vælger retningen for uddannelse og udvikling af medarbejderne. Prioriterer han at give os tid til uddannelse og udvikling i det daglige arbejde, kan vi blive markedets stærkeste medarbejdere, og det kommer både kunder og aktionærer til at mærke i den service og de resultater, vi kan levere.

Så Karsten Breum bliver en rigtig vigtig figur for os medarbejdere, men lige som alle andre får han også brug for sparring og input for at lykkes. Det står vi klar til at give ham.

Jeg glæder mig til at hilse på ham og give vores perspektiv på, hvad der skal til for at gøre Danske Bank til en arbejdsplads, hvor vi er glade for at gå på arbejde, har god mental sundhed og tillid til hinanden og til ledelsen.

Der venter Karsten Breum en stor opgave og et stort ansvar. Heldigvis ved vi allerede nu, at han med sin baggrund inden for transport og logistik ved, at køretid også kræver hviletid. Med det tempo, vi holder i Danske Bank lige nu, kan det også blive nødvendigt her.

Seneste nyt