Ferietillæg eller fritvalgsordning?
Hvad skal prioriteres i den næste overenskomst? Mulighederne blev diskuteret på miniaftalekonferencen.
Tillidsrepræsentanterne i Finansforbundet Kreds Øst var midt i maj samlet i Roskilde for at sammenligne og arbejde med krav og inspirationer til den næste overenskomst, der efter planen skal træde i kraft den 1. april 2025.
Der var indlæg fra Finansforbundets næstformand Jakob Thorgaard, der fortalte lidt overordnet om forventningerne til forhandlingerne, og fra kredsformand Pia Beck Stæhr, der ligeledes satte lys på forventninger og mulige udfald.
Enighed er derom, at medlemsundersøgelsen – igen – viser, at der er et stort ønske om mere i løn – men at vi også skal huske at værne om de gode ting, vi igennem årene har forhandlet ind i vores overenskomst.
Tillidsrepræsentanterne blev herefter inddelt i henholdsvis IT og pengeinstitut områder og så gik forhandlingerne ellers omkring, hvad der kunne opnås en vis enighed omkring.
Emnerne var opdelt i husholdning (økonomi), hoved (uddannelse) og helbred (forsikringer mm).
Belønning for loyalitet
Eksempler fra dialogerne var, om det ville være muligt at honorere de loyale medarbejdere, der bliver i mange år på samme arbejdsplads og dermed ikke opnår en lønstigning, som ellers typisk forhandles igennem i forbindelse med jobskifte?
Eller hvordan ser det ud med rådighedsvagter? Jobløn? Kompetenceudvikling?
Og hvad med pensionsbidraget? Skal det være mere fleksibelt, eller?
Fordel pengene
Endelig afsluttedes dagen med, at alle fik tildelt et fiktivt pengebeløb, der kunne fordeles på de skitserede krav. For en ting er jo kreativiteten i forhold til ønsker, en anden er, hvad man vil prioritere frem for andet.
Efter en tæt dag med mange gode diskussioner, og med sammenligning af forhold i mange af vores vidt forskellige arbejdspladser i Finansforbundet Kreds Øst, blev der takket for engageret deltagelse og kredsbestyrelsen står – igen – yderst taknemmelige tilbage for at have så dygtige og motiverede tillidsrepræsentanter.
Næste skridt har været, at kredsbestyrelsen har mødtes med bestyrelsen i Finansforbundet Kreds Vest for at sammenligne krav – og uden at røbe for meget, så var der mange ting, vi kunne blive enige om.
Processen løber nu frem til de endelige forhandlinger i 1. kvartal 2025 og vi glæder os til at kunne præsentere en ny overenskomst næste forår.