Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

For lidt fokus på, at søvnløshed og arbejde hænger sammen

Søvnløshed skyldes ofte forhold på arbejdet. Det skal vi anerkende på samme måde, som vi for længst har anerkendt stress som et arbejdsrelateret fænomen, mener eksperter.

Kan du ikke sove, så er der stor sandsynlighed for, at det skyldes dit arbejde. Det mener flere eksperter.

Og de søvnløse nætter er dyre. Sundhedsstyrelsens rapport fra 2016, ”Sygdomsbyrden i Danmark”, viste, at personer med søvnbesvær på et år havde 2,6 mio. ekstra dage med kortvarigt sygefravær og 1,8 mio. ekstra dage med langvarigt sygefravær i forhold til personer uden søvnbesvær.

Forfatter og stressekspert Thomas Milsted mener, det er på høje tid, at vi giver søvn den samme status, som stress har i samfundet:

”I virksomhederne lægger man i høj grad mærke til, hvis en medarbejder begynder at have mange sygemeldinger, og hvis kvaliteten af arbejdet falder. Men man er sjældent klar over, hvis det skyldes søvnløshed af den simple grund, at man ikke spørger medarbejderne. Det er jo en privat sag,” siger han.

Det er ikke mere end fem år siden, at der for alvor kom gang i søvnforskningen.  

Derfor er det forholdsvis ny viden, at en væsentlig årsag til, at folk ikke kan sove om natten, skal findes på arbejdet.

”Hvad er det, man ligger og tænker på om natten, når man ikke kan falde i søvn? Det er jo meget ofte det, som man stresser over på arbejdet.”
- Thomas Milsted, forfatter og stressekspert

Derfor er det forholdsvis ny viden, at en væsentlig årsag til, at folk ikke kan sove om natten, skal findes på arbejdet.

Blandt andet dokumenterede et norsk studie i 2018, hvor 10.000 nordmænd blev fulgt gennem en længere periode, en klar sammenhæng mellem det psykiske arbejdsmiljø, manglende søvn og smerter i muskler og led.

I samfundet bliver søvn og søvnløshed betragtet som en individuel og meget privat sag:
Har du søvnproblemer, så må du se at få slappet af om aftenen, dæmpe lyset, ikke se tv en time før du går i seng, slukke mobilen, lytte til klassisk musik – der mangler ikke gode råd til de søvnløse.

Men det er deres eget problem, som de selv må løse. Eller er det?

Ifølge Thomas Milsted lader det til, at både årsagen til og konsekvenserne af søvnløshed til forveksling ligner et andet fænomen, der har fyldt lige så meget i offentligheden, som søvn har været fraværende: Stress.

"Vi ved også, at 9 ud af 10, som bliver sygemeldt med stress, i lang tid i forvejen har sovet dårligt om natten."
- Mikael Rasmussen, søvnekspert

Når Finansforbundet laver trivselsundersøgelser, viser det sig hver gang at være arbejdspres, manglende indflydelse og dernæst work-life balance udfordringer, som stresser medlemmerne mest.

Det er den viden om stres-udløsere i en organisation, man kan bruge aktivt, hvis man vil adressere medarbejdernes manglende søvn, pointerer Thomas Milsted.

”Vi skal arbejde målrettet med at reducere årsagerne til søvnløshed på baggrund af vores viden om, hvad der stresser folk på arbejdet. For hvad er det, man ligger og tænker på om natten, når man ikke kan falde i søvn? Det er jo meget ofte det, som man stresser over på arbejdet”, siger Thomas Milsted.

Man har ikke den bevidsthed om manglende søvn, at den meget vel kan skyldes forhold på arbejdet, som man kan arbejde organisatorisk med.

Gode råd til at sove godt

1. Prioriter din søvn.

2. Drop idéen om, at du kan sove for lidt i løbet af arbejdsugen for så at kompensere i weekenden. Nattesøvnen bør være kendetegnet af ro og regelmæssighed.  

3. Sørg for at ligge i sengen i 8 timer. Anbefalingen for voksnes søvnlængde er mellem 7-9 timer.

4. Bliv ikke bekymret, hvis du i en kort periode ikke sover tilstrækkeligt. Men reager, hvis det bliver ved.

Kilde: Søvnekspert Mikael Rasmussen

God søvn afhjælper stress

Når manglende søvn  er forbundet med enorme økonomiske og helbredsmæssige omkostninger, undrer det søvnekspert Mikael Rasmussen, at man ikke mere målrettet gør noget ved årsagerne.

Han vurderer, at der er en én til én sammenhæng mellem stress og søvn.

”Grundsymptom nummer 1 på stress er manglende søvn. Man kan altid diskutere, hvad der kom først – søvnløshed eller stress - for de påvirker hinanden på kryds og tværs. Men vi ved, at dårlig søvn er det første symptom på stress. Vi ved også, at 9 ud af 10, som bliver sygemeldt med stress, i lang tid i forvejen har sovet dårligt om natten. Hvis man derfor kan afhjælpe et begyndende dårligt søvnmønster tidligt, så kan man også afhjælpe stress”.

Vi skal angribe søvnløshed på to flanker, mener Mikael Rasmussen.

”For det første er det meget vigtigt, at folk ved noget mere om betydningen af søvn, så man selv kan sørge for at skabe nogle af de mest basale forudsætninger for at sove godt.
Dernæst bør virksomhederne tage et ansvar på sig. For når manglende søvn følges ad med stress, er det jo oplagt at arbejde intensivt med stressorer på arbejdet”.

Vi sløser med nattesøvnen

640.000 danskere har alvorlige problemer med søvnløshed. For dem er de almindelige søvnhygiejneråd langt fra tilstrækkelige, mener Mikael Rasmussen.



Svært ved at sove? Bliv guidet til at give slip på tanker og bekymringer.

”Når først et dårligt søvnmønster har fået fat, og det står på over længere tid, så skal der noget mere til for at få den gode nattesøvn tilbage.”

Der findes meget effektive kognitive terapiformer, men desværre næsten ikke i Danmark. Så han peger på, at vi har en virkelig udsat gruppe i samfundet, som har svært ved at få den nødvendige hjælp.
Derudover er der et meget større antal danskere – formentlig langt over halvdelen af os – som sløser med nattesøvnen.

”I 1970´erne sov danskerne et par timer mere om natten, end vi gør i dag, hvor vi bilder os ind, at 5-6 timers søvn er nok. Også selvom vi ved, at enhver, der sover mindre end 7 timer om natten, får reduceret sit kognitive potentiale og sin emotionelle regulering drastisk,” siger han.

Seneste nyt